Verotjka

Det var stille og lunt i haven. Der duftede af reseda, tobak og heliotrop, som endnu ikke var afblomstret i bedene. Mellem buske og træstammer hang en tynd, fin tåge, der var gennemstrålet af månelys, og – noget Ognev skulle huske længe efter – på tværs af alleen gik totter af tåge som genfærd langsomt, men synligt efter hinanden.

En mild sensommeraften tager Ivan Aleksejevitj Ognev afsked med den familie, som har taget sig af ham under hans arbejdsophold på landet. Men da datteren Vera følger ham på vej og stemningen mellem dem pludselig forandres, må han sande, at mennesket er lige så lidt herre over sine egne følelser som over andres. En nostalgisk fortælling i Tjekhovs afdæmpede stil – om livets vemodighed over det, der aldrig kommer igen, og det, der ikke kunne blive.

Verotjka udkom første gang i 1887, og hører til blandt Tjekhovs mest berømte noveller. Her i nyoversættelse af Marie Tetzlaff.